En dåb og et nyt håb

Min akne startede tidligt, i en alder af 12 år. Det eksploderede nærmest fra den ene dag til den anden. Det lignede ikke noget jeg nogensinde havde set før og som 12-årig anede jeg slet ikke hvad der foregik i mit ansigt. Jeg begyndte langsomt at tro jeg var noget af et misfoster. Jeg var voldsomt deprimeret i det års tid jeg gik og så sådan ud. Jeg udviklede social fobi og var så ked af det at jeg var på selvmordets rand.

Efter ca. et år kom jeg til en hudlæge. Derefter fulgte ca. 4 år hvor jeg prøvede alt hvad der fandtes på markedet af cremer, salver, piller osv.! Jeg kan ikke huske alle navnene, men det var virkelig ALT jeg prøvede! Basiron, Dalacin, Fusidin, Rozex, Eurycin, Tetracyklin mm… Jeg fik ca. 4 Tetracyklin (antibiotika)-kure à 6 mdr. Det hjalp. Den slemme akne forsvandt. I de 4 år var min hud faktisk rimelig uproblematisk, men min krop blev fyldt med flere og flere piller.

Da jeg var 17 besluttede min hudlæge så at nu var det tid for Roaccuttan så aknen kunne gå væk en gang for alle. Jeg var på den forfærdelige kur i et halvt år. Min hud blev godt nok flot og ren og fin. Men sikke nogle forfærdelige bivirkninger. Jeg fik en stærk depression i den periode. Derudover fik jeg en stor tendens til at svede meget i ansigtet. Det er den dag i dag ikke gået helt væk. Jeg mener det var medicinens bivirkninger.

Men min hud var skøn! Det varede ca. 6 mdr. Så gik den ikke længere. Jeg røg direkte tilbage i akne-mareridtet. Med 3 gange større kraft end før!

Aknen eksploderede og jeg var tilbage i det dybe sorte hul af depression. Fik en ny omgang Tetracyklin. Huden blev pæn (det tog dog længere og længere tid, da bakterierne var ved at blive resistente). Da kuren var stoppet gik der 3-4 mdr. så var aknen tilbage. Og jeg fik medicin på ny. Dette mønster fortsatte i to år. Jeg var ved at miste alt håb. Jeg blev igen en indelukket person der holdt sig for sig selv og skammede sig.

Den tredje hudlæge jeg prøvede sagde til sidst at der ikke var meget tilbage at gøre. Hun mente mit tilfælde var så svært at jeg ville kæmpe med det hele livet. På det tidspunkt var jeg parat til at dø! Hun foreslog en ny Roaccuttan-kur. Men jeg vidste det ikke var det rigtige for mig. Jeg HAVDE allerede læst om Laila Costing inde på nettet på det tidspunkt. Jeg havde dog slået det ud af hovedet igen tidligere fordi det lød for godt til at være sandt! Men jeg begyndte igen at undersøge hvad hun var for en. Og jeg tog langt om længe derind og fik en snak med hende. Jeg var stadig skeptisk, fordi jeg hele livet havde fået banket i hovedet at medicin var den eneste vej. Men der var ligesom et eller andet inden i mig der sagde mig at hun virkelig KUNNE hjælpe, så jeg fik en tid.

Et par dage før jeg skulle derind og starte behandlingen, talte min mor imidlertid med en veninde, som fortalte at hendes datter engang havde fået noget syre-agtig behandling i Paris og det havde ødelagt hendes læber. Hun sagde at jeg aldrig måtte tage ind til Laila for sådan noget var farligt. Derefter himlede min mor op om at jeg ville få forbrændinger og det ene og det andet. Hun fik dermed skræmt livet af mig, og jeg havde ikke selv råd til behandlingen, for mine forældre ville ellers have betalt. Jeg måtte modvilligt ringe og aflyse. Jeg prøvede forgæves at få svar på hvad det præcist var datteren havde fået, for jeg kunne ikke se at det på nogen måde skulle have forbindelse til det Laila laver. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke få. Senere fandt jeg ud af at det var noget med a-vitamin. Jeg skulle aldrig have lyttet til de tåbelige ”råd”.

Men det gjorde jeg nu engang og månederne gik og aknen buldrede derudaf. Mit ansigt var invaderet af et landskab af bumser og bylder fuld af betændelse. Jeg kunne ikke gå på arbejde eller se nogen i øjnene. Det blev bare for meget. Og jeg fik den værste depression nogensinde.

På det tidspunkt havde jeg lige fået en lille nevø som betød meget for mig. Han skulle døbes og jeg var blevet bedt om at være fadder. Hele familien kom. Jeg er den eneste i hele min familie med hudproblemer. Bare tanken om den dåb og alle de mennesker og så mig med bylder i hele hovedet, fik mig til at gå i panik. Jeg kunne mærke at jeg ikke var i stand til at deltage. Jeg var så ked af det og græd hver dag over det.

Jeg besluttede mig for at ringe til Laila. Det var 5 dage før dåben. Jeg havde sparet penge op så nu skulle jeg have den behandling når dåben var overstået og jeg var ligeglad hvad mine forældre eller andre syntes om det. Laila sagde at hun selvfølgelig ville hjælpe mig så jeg kunne komme med til dåben. Jeg tænkte at det var umuligt! Men jeg tog af sted, uden at snakke med nogen og uden at sige det til min mor. Jeg vidste at min hud kun kunne blive bedre! Laila ventede på mig selvom jeg først kom efter lukketid.

Det var en smertefuld omgang, for alt betændelsen skulle ud. Og i dagene efter havde jeg sår i hele hovedet og var øm. Jeg var inde hos Laila de 5 dage i træk. Jeg følte at hun smed alt hvad hun havde i hænderne for at hjælpe mig 100%. Der kom jeg hver dag uden tidsbestilling eller noget, men jeg følte mig mere velkommen end noget andet sted jeg har været, og jeg kunne mærke at dette betød lige så meget for hende som det gjorde for mig.

Laila havde advaret mig. Hun sagde nu skulle jeg til dåb, så vi måtte tage usædvanlige metoder i brug og så måtte vi tage skraldet bagefter. 5 smertefulde dage gik. Sårene faldt af og jeg blev skudt med radiobølgemaskinen flere dage i træk. Aldrig har jeg prøvet noget så smertefuldt, fordi min hud var meget øm og der var betændelse derinde. Rart var det altså ikke.

Men søndag morgen vågnede jeg op uden en eneste bums og de ar der var kommet kunne dækkes med makeup. Det var et mirakel. Jeg fatter det simpelthen ikke! Jeg ville have betalt alt hvad jeg ejede og havde for det hun gjorde, men Laila tog ikke en krone for det. Hverken for alle behandlingerne, de mange timer og alle de gange jeg blev skudt med radiobølgemaskinen! Hun gjorde dette for at hjælpe mig og mest af alt fordi hun forstod mig. Noget mere uselvisk findes der altså ikke. I sandhed den mest oprigtige person jeg har mødt i min kamp mod aknen. Man kan mærke hvor meget hun brænder for det hun laver, og hun nægter at give op, det betyder meget når man selv er ved at give op, som jeg var.

Jeg fik en smule håb tilbage. Efter det mirakel Laila lavede på 5 dage, så var jeg sikker på at hun var min redning.

Det er nu ca. 2 måneder siden at vi startede den "rigtige" behandling. Jeg ser så meget bedre ud end da jeg først kom. Det jeg har tilbage nu er de røde kar/ar og så de bumser der kommer. Jeg har stadig et par stykker, men det er intet i forhold til før, og jeg tror bestemt på at de bliver færre og færre fra nu af, for Laila ender gladeligt deres dage. Det går den rigtige vej.

Ikke nok med min meget pænere hud, så har jeg også lært enormt meget af alt det her. Jeg har lært at lytte til mig selv. Min intuition sagde mig at Laila kunne hjælpe mig. Men jeg lyttede for meget til hvad andre sagde og ventede unødigt 6 mdr. før jeg kom i gang hos hende. Fra nu af vil jeg tro på min egen fornemmelse, for den lyver ikke.

Mange har sagt til mig hvor modigt det var at jeg trodsede alt hvad folk sagde og tog ind til Laila. Det var den bedste beslutning jeg kunne tage for mig selv.

Jeg har også lært være kritisk over for læger. I 8 år har jeg stolet blindt på dem, og taget alt den medicin de kastede efter mig uden at blinke. Det er slut. Laila spurgte mig engang om lægerne nogensinde havde taget ansvar for deres behandlinger af mig. Der fik jeg øjnene op for at svaret var nej. De har hevet receptblokken frem og så var det ellers ud af døren. 6 mdr. senere sad man der igen, og sådan kørte det. Tænk at man kunne være så blind.

Jeg kan aldrig takke Laila nok for det hun har gjort. Jeg mener i bogstaveligste forstand at hun har reddet mit liv, og hermed overdriver jeg ikke. Rent psykisk var jeg fuldstændig kørt ned. Jeg håber bare hun ved hvor meget det betyder. Det tror jeg godt hun ved, det er jo derfor hun laver det hun laver.

Min hud er skam ikke perfekt, jeg vil ikke overdrive. Det har været en sej kamp og den er ikke helt færdig endnu. Psykisk har jeg også meget at kæmpe med. Akne sætter sine dybe ar ikke kun i ansigtet, men også inden i, synes jeg. Men jeg kan se fremad nu og arbejde med at få det bedre. Takket være Laila.

 

Kærlig hilsen en 22-årig pige